Meetafy.dk
Ledelse & personlig ledelse

Hemmeligheden bag din ultimative modgift mod coronatræthed findes i to mænds kapløb mod Sydpolen

Hemmeligheden bag din ultimative modgift mod coronatræthed findes i to mænds kapløb mod Sydpolen

Tag en daglig modgift mod coronatræthed. Bliv guidet til hvordan du håndterer langdistanceløbet – også når du er træt.

For 110 år siden satte to mænd, Roald Amundsen og Robert Scott et kapløb ind på liv og død. Dysten handlede om at nå først til et på dét tidspunkt vanvittigt ambitiøst mål, nemlig Sydpolen. En rejse på over 2.200 km i ekstrem kulde gennem et fuldkommen ukendt terræn. Kun én mand nåede tilbage i live.

I denne artikel dykker vi ned i, hvad hemmeligheden var bag Roald Amundsens triumf, og alt det vi kan lære af den i vores eget kapløb mod coronatræthed. Det kapløb foregår også på en udmattende langdistance og i et ukendt terræn.

Og hvad er så hemmeligheden?

Du vinder kun gennem vedholdende udholdenhed. Du bekæmper din coronatræthed ved at tage en daglig modgift hver dag. Når du er træt, når det regner, når cyklen er punkteret, og også når fuglene synger, kæresten kysser godt, og smittetallene ser fornuftige ud. Hver dag!

Hvis du overvejer, hvordan en modgift mod coronatræthed tager sig ud, så fortvivl ikke. I slutningen af artiklen kan du linke til en video med 3 modgifte mod coronatræthed. Du kan også skrive dig op til at få yderligere 3 modgifte leveret gratis i din indbakke. Du skal nok komme igennem de sidste, hårde måneder.

Modgift mod coronatræthed - få inspiration fra Sydpolen

Kapløbet mod Sydpolen

Vi skal tilbage til oktober 1911. Et livsfarligt kapløb sættes ind mellem to mænd af vidt forskellig baggrund, men som er fælles om ikke at sky noget middel for at nå deres mål – at komme først. De vil hver især bevise, at de er den opdagelsesrejsende, der først får plantet et flag på jordens sydligste og iskolde punkt, nemlig Sydpolen.

Ingen af dem kender den præcise rute, og de har ingen idé om, hvilke farer der kan vente dem i det gigantiske snelandskab, de skal stride sig igennem i bidende kulde.

Roald Amundsens rejse kommer til at vare 99 dage. Han når Sydpolen efter de 55. Han kommer tilbage med alle mand i behold. Robert Scott når Sydpolen efter 89 dage og forsvinder på tragisk vis med hele sit mandskab på hjemturen.

Hvad er de 3 vigtigste hemmeligheden bag den enes triumf og den andens fald? Og hvad kan det lære os i dag, hvor vi selv er tæt på kollaps efter et års kapløb mod coronaen?

Amundsens 1. hemmelighed: Vær ydmyg

Roald Amundsen er en norsk polarforsker. Han har med nysgerrig interesse studeret eskimoernes måder at overleve under uendelig vanskelige vilkår. Han har lært sig at køre hundeslæde. Hele hans ekspedition drager afsted med store spande af slædehunde og iført de lokale, traditionelle dragter af skind.

Robert Scott er englænder med militær baggrund. Han er stærkt begejstret for datidens nymodens teknologi og får bl.a anskaffet sig motoriserede slæder til sin ekspedition. Han er vant til at landvindinger sker på hesteryg, og får også importeret en række ponyer til sit team. Men motoriserede slæder kræver brændstof, og ponyer går igennem den meterhøje sne.

Roald Amundsen har også problemer i sin lejr, men døde slædehunde bliver til hundemad for de levende. Frosne ponyer kommer man ikke langt med.

Amundsens 2. hemmelighed: Vær vedholdende udholdende – 20 miles pr. dag

Roald Amundsen og Robert Scott har to vidt forskellige tilgange til, hvordan de skal overkomme den uoverstigelige strabadserende distance. Den amerikanske forfatter Jim Collins har i sin ledelsesbog ’Good to Great’ især udlagt Roald Amundsens ’fanatiske disciplin’ som forklaringen på, at han vandt kapløbet og reddede livet. Jeg foretrækker selv at kalde det ’vedholdende udholdenhed’ for, at vi ikke optager en alt for neurotisk tilgang.

I Robert Scotts ekspedition afhang den daglige distance af teamets dagsform, terrænet og vejrforholdene. På gode dage udfordrede de sig selv til bristepunktet og stred sig mere end 60 km gennem sneen og isen. Senere kunne de tage hele hviledage ud til restitution. På dårlige dage kom de stort set ikke ud af stedet.

Derimod var Roald Amundsen vedholdende udholdende i sin idé om, at teamet hver dag skulle forcere 20 miles, ca 32 km. Hver eneste dag. Nogle gange om natten, hvis snestormen var for voldsom i dagtimerne. 20 miles dag ud og dag ind. 20 miles hver dag var nok til at bevæge sig synligt fremad uden at udtrætte mænd og hunde. De kunne nås også på dårlige dage under svære omstændigheder i vejrforhold og terræn.

Amundsens 3. hemmelighed: Læg depoter ud

Den tredje hemmelighed, som bragte Roald Amundsens team hjem i live var, at de trods ræset om at nå først frem til Sydpolen havde lagt depoter ud, som de kunne tære på, når de kom tilbage på hjemturen. Ifølge legenden bl.a frosne slædehunde. Bvadr.

Jim Collins tilskriver Amundsen, at han har lidt af ’produktiv paranoia’. Han kunne holde håbet i live om at nå levende frem og tilbage uden at se bort fra de brutale kendsgerninger i, at kapløbet var dødsens farligt. Derfor depoterne. Derimod led Robert Scott af en selvblind optimisme, der fik ham til at glemme forsigtighedsreglerne for sin ekspedition. Og det gik de til af.

Forskellen på Amundsen og Scott

Roald Amundsen

  • Det oprindelige folks teknologi: Hundeslæder
  • Vedholdende udholdenhed: 20 miles hver dag
  • Produktiv paranoia i form af depoter, lagt ud i ræset mod at nå først frem for også at kunne stå gennem hjemturen

Robert Scott

  • Datidens nymodens teknologi: Motoriserede slæder og importerede ponyer
  • Distancer afhængig af dagsformen. Lange stræk fuldt af hviledage med restitution
  • Selvblind optimisme

Den ultimative modgift mod coronatræthed

De 3 hemmeligheder giver dig daglig modgift mod coronatræthed

Amundsens 3 hemmeligheder er også det, der bringer dig igennem de sidste måneder med corona uden at kollapse af coronatræthed.

Lad mig hjælpe dig med at se hvordan.

1. Vær ydmyg

Træk på det enkle, hverdagsagtige, som ingen rigtig regner for noget, men som du ved virker.

Små daglige rutiner fx som du normalt ikke har ophøjet til noget specielt værdifuldt. Rutinerne kan være vidt forskellige:

Morgenbrusebadet, gåturen, godnatlæsningen eller noget helt fjerde. Det skal ikke være fancy eller nymodens. Det kan også være, at du læser din daglige modgift mod coronatræthed på ipad’en, mens du drikker morgenkaffe.

2: Vær vedholdende udholdende – definér dine daglige 20 miles

Mon ikke de fleste af os kender mønstret knokle – ase – pruste – puste – knokle – ase osv.? Sådan har min egen dagligdag set ud længe. Jeg har stridt og kæmpet for at holde skindet på næsen fra tidlig morgen til jeg gik til ro, for så efter nogle dage at gå omkuld og være stort set uproduktiv og mismodig i en dag eller to.

Definerer vi vores daglige 20 miles, finder vi det niveau, hvor vi laver en mikro-intervention hver dag.

En mikrointervention er en minimal handling, der ikke koster dig ret meget energi at prøve af: Derfor kan du holde fast i den også på dage, hvor der er mørkt indeni og udenfor.

Det, der er smart ved mikrointerventioner er, at de automatisk sætter gang i en kædereaktion af gevinster, der til sammen forandrer den måde du tænker, føler og handler på, så dit overskud bliver større
Nogle forfattere får fx skrevet en bog på et år ved at skrive en side om dagen i 365 dage. Det er 20 miles.

Så småt er godt, for det gør dig udholdende over tid. Det er der brug for i coronatiden. Måske varer den nogle måneder endnu. Måske nogle år, så du skal finde ud af, hvad du kan gøre, som er godt hver eneste dag. Også når det regner, kæresten er sur, eller katten har skidt i urtepotten osv.

3: Læg depoter ud

Vi er forhåbentlig på coronaens hjemtur nu, men det er ekstremt krævende at blive ved med at leve dette beskårede dagligdags liv.

  • For nogle med mange timer foran skærme og andre mennesker i frøperspektiv.
  • For andre med børn, der skal hjemmeskoles på 3. måned.
  • For andre, der står uden job i et arbejdsmarked, hvor det er svært at få øje på, hvornår opsvinget sætter ind.
  • Og for mange frontmedarbejdere i et langt stræk, hvor arbejdsgange er blevet lagt om igen og igen for at få enderne til at passe.

Coronatiden har præget vores arbejdsliv på mange forskellige måder, men ligegyldigt hvad, så er der i den grad brug for depoter, der kan få kræfterne til at slå til, så vi når helt hjem.

Depoter kan være små lagre af selvforkælelse. Når jeg har klaret x, må jeg med stor fornøjelse få y.

Vær opfindsom: y kan være fodbad, et dameblad, en kage fra bageren. Noget, der tanker dig op. Du kan også lave en bank af små forkælelser med andre, så I skiftes til at overraske hinanden. I de daglige modgifte mod coronatræthed kan du få idéer til hvad depoter kan være.

Modgiften mod coronatræthed tager 5 minutter hver dag

Modgiften mod coronatræthed er udviklet omkring et sæt kunstneriske kort, der hver bærer et budskab. Det kan fx være ’Vær ustoppelig’, ’Vær din egen bedste ven’ eller ’Marker dine grænser’.

I hver af dine daglige modgifte er der en lille fortælling om budskabet, samt nogle spørgsmål til dig om, hvordan budskabet kan gøre en positiv forskel i din tilværelse lige nu.

Den daglige modgift tager ikke mere end 5 minutter pr. dag, og er et glimrende eksempel på en ydmyg mikrointervention og et depot, du kan lægge ud for dig selv.

Gratis forsmag på modgift mod coronatræthed

Du kan se en kort video med eksempler på 3 daglige modgifte mod coronatræthed:

Er du nysgerrig på flere daglige modgifte, så kan du også få 3 ekstra, gratis modgifte mod coronatræthed i din indbakke ved at skrive dig op her.

Med dine daglige modgifte mod coronatræthed skal du nok komme igennem den sidste svære, sære tid.

LÆS OGSÅ! Brug coronaen som katapult, og spring ud som innovativ leder

LÆS OGSÅ! Derfor reagerer vi fuldkomment forskelligt på coronakrisen

Nana Scheibel

Der er 1:1 mellem Nana Scheibels konsulentfirmas navn og hendes eget. Når man arbejder med Nana, så får man følgeskab af en ufortyndet, uforfærdet og ukuelig konsulent, som er sig selv hele vejen igennem. Nana har sort bælte i at inspirere dig til at virkeliggøre strategi, innovere i hverdagen og gøre dig mærkbar som leder. Hun er fortaler for at ’handling giver forvandling’.
Nana Scheibel er uddannet cand.mag i psykologi og samfundsfag. Hun har specialiseret sig i forandringer og innovation, har en master på CBS, er facilitator/moderator og coach. Gennem flere perioder har Nana selv været leder, bl.a for teamet for forandringer og innovation i et andet konsulenthus, og som leder af et innovationscenter. Nana er desuden ivrig vinterbader, tangodanser, fårehyrde, kattedame, rygsækrejsende og meget mere. Find også Nana Scheibel på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.