Meetafy.dk
Møder & facilitering

Testresultat: Hvor blev rebellerne af?!

Testresultat: Hvor blev rebellerne af?!

Vi kender det allesammen: Når en analyse indledes med følgende: ‘Der er ikke fundet signifikans for variationen i datasættet’, betyder det i korte træk følgende: Datamaterialet ser måske nok interessant ud, men datasættet er enten ikke stort nok, eller observationerne i datasættet er ikke tilstrækkeligt forskellige til, at man kan sige noget med sikkerhed. Det er o.k.; sån’t er livet. Men så fortsætter teksten i stil med: ‘Ikke desto mindre mener vi at kunne sige …’. Dér knækker kæden. Dér ophører fornuften. Dér holder det op med at være troværdigt. Kan vi sige noget med sikkerhed, eller kan vi ikke sige noget med sikkerhed? Den er ikke længere.

Nå, det var sådan mest til baggrund. Nu dykker vi ned i dataanalysen af sommerens test ‘Hvilken mødedeltager er du?’ …, og det er spændende. Men lad det være sagt med det samme: Dette er ikke en statistisk analyse – vi er faktisk ligeglade med signifikans.

Ikke fordi datamængden er for lille, men fordi udgangspunktet ikke var til det. De fem mødedeltagertyper, som testen viste: ‘Den sure sok’, ‘Generalen’, ‘Mødemageren’, ‘Rebellen’ og ‘Pragmatikeren’ var i afsættet ikke disjunkte, indbyrdes gensidigt udelukkende, men tillod et vist overlap mellem dem. Det er o.k. Det er meningen. Det er sjovt.

Test af mødedeltagere

Det ubarmhjertige resultat

I testen bad vi jer om at forholde jer til tilgangen til møder som fænomen, som styringsinstrument, som en måde at fylde kalenderen og tiden ud med osv. Vi bad jer forholde jer til hinanden og andre mødedeltagere og deres synspunkter, og vi bad jer (mellem linjerne) om at angive, hvordan I går til møderne.

Ak ja. Her kommer det ubarmhjertige resultat: De to helt oplagte ‘vindere’ er ‘Den sure sok’ og ‘Mødemageren’ – og lad os sige det med det samme: Hvis disse typer dominerer i mødelokalerne landet over, forstår vi udmærket den generelle resignation over for møder.

Den sure sok er slet og ret imod, Den sure sok indfinder sig til de møder, vedkommende inviteres til – ikke for at ville noget som helst, ikke for at gøre noget som helst konstruktivt eller håbefuldt, men blot fordi det står i kalenderen.

På den anden side af bordet sidder Mødemageren – et individ, som lever og ånder for møderne; ikke fordi møderne giver mening eller værdi, og slet ikke fordi de fører til en egentlig forskel. Men fordi de er et man-kunne-kalde-det-terapeutisk element i en arbejdsdag, der ellers – uden møderne – kunne indebære en forventning fra omgivelserne om, at man selv skulle udføre egentligt arbejde. Fy for den da …

Og her sidder de så, de to fremherskende typer: Den ene er i trods, den anden bruger mødet som sutteklud. Bliver mødet godt? Fører mødet til noget godt for dem selv, deres kollegaer og for organisationen, som betaler? … Bare tanken er sjov.

Den tredje mest udbredte type er ‘Generalen’. For Generalen er møder et sted, man kan udskrige (eller i det mindste udstikke) ordrer. Generalen ser møderne som effektive kommandobroer hvor tropperne stiller an og tager imod.

Hvor blev rebellen af på mødet?

Møderevolutionære søges!

Indtil nu er der ikke megen grund til glæde. Hvis dette er et billede af møder i Danmark, forstår vi bedre, at der er et bud efter møderevolutionære! Altså bortset fra at vores test afslører en nærmest skræmmende lille andel af ‘Rebeller’.

Hvor katten er rebellerne?! Hvorfor er der så få? Rebellerne ved ikke altid, hvad de vil, og de har kun sjældent en idé om, hvad de kan få ud af møderne. Men de prøver! Og de udfordrer deres organisation med møder – igen og igen og igen …

Da vi bød indenfor til sommerens test, havde vi ingen skjult dagsorden. Efter at have set og gransket resultaterne er det oplagt, at vi heller ikke behøver nogen officiel dagsorden: De sure sokker kommer alligevel og vil under alle omstændigheder være både tvære og tilbageholdende, mens Mødemagerne ikke behøver noget så ordinært som en dagsorden for at fylde et møde ud.

Hans Ravnkjær Larsen

Hans Ravnkjær Larsen er mødedesigner og struktureret kreativ i sin tilgang til at gøre møder bedre. Igennem sin tidl. virksomhed Cheche har han hjulpet organisationer og virksomheder med at gøre deres møder og konferencer bedre. Kunderne tæller bl.a. BRFkredit, Ingeniørforeningen (IDA), Falck Healthcare, Dignity m.fl. Hans i dag konferencechef hos DANSK IT, tidl. formand og nu bestyrelsesmedlem for Meeting Professionals International (MPI) i Danmark samt vært ved Ignite Denmark.

Comments

  1. Ida Jørgensen
    Ida Jørgensen - 31. august 2017 at 12:15 - Svar

    Hej Hans
    Jeg er glad for, at der midt imellem den “sure sok” og “mødemageren” er et felt – et ikke så lille mellemrum endda – så er der jo så meget mere at arbejde med! Vi bliver så kloge alle sammen! Tak for en fin udlægning af sommerens sjove test!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *