Meetafy.dk
Ledelse & personlig ledelse

Teambuilding ændrer sig i disse år radikalt (Del 5)

Teambuilding ændrer sig i disse år radikalt (Del 5)

Velkommen til fremtiden – lad os mødes her … på en ny måde (Del 1)

3 tips til ikke at kede konferencedeltagerne ihjel (Del 2)

Klar til hybridmøde? Hold møde i verdens største mødelokale (Del 3)

Gentænk møderummet og byd æstetikken indenfor (Del 4)

Nye mødeformater, hybridmøder, og indretning af vores mødelokaler. Fremtiden byder på nye spændende måder at mødes på. I denne serie kigger jeg på de nye trends, som vi ser vinder indpas i disse år.

Denne gang har jeg valgt at sætte fokus på ”kreativt samvær med et formål”, der er afløseren for det mange af os forbinder med teambuilding. Teambuilding har desværre mange afskrækkende konnotationer, og så dækker ordet bare ikke rigtig længere det, vi ser, er ved at ske.

Og hvorfor er lige at teambuilding er så afskrækkende?
Jo, teambuilding giver os nemlig ofte associationer til det, der engang kaldtes ”kanindræberkurser”, hvor vi skulle ud i skoven for at klatre i træer, sove i bivuak eller det, der var værre! Senere blev det noget, som konsulentfirmaer kunne tage rigtig mange penge for at rådgive om og instruere i. Opgaver, hvor vi sammen skulle bygge noget i LEGO, flytte en pind i fællesskab uden at røre ved den eller tegne vores strategi på en flipover.

Vi jagter et højere formål

Man kan sige, at vi gik fra, at teambuilding betød: ”Overgå sine egne grænser” til ”at lære at arbejde sammen for at arbejde sammen” for i dag at have et højere formål med samværet. Det er ikke nok at lære kollegerne bedre at kende. Nej, der skal være en dybereliggende grund til det. Det kan f.eks. være at hjælpe andre mennesker eller at lære et håndværk samtidig med, at man lærer kollegerne at kende. Mennesker i dag gider ikke udføre en opgave, hvis de ikke kan se et formål med den. I dag handler teambuilding om at arbejde sammen og blive klogere eller gøre noget godt på samme tid.

Og hvornår lærer du egentlig bedst din kollega at kende? Er det når Gitte, der ikke kan svømme, stresser over at skulle ud i havkajak? Når alles øjne hviler på Peter i ”løft-en-pind-opgaven”? Eller er det, når I i fællesskab prøver at finde nøglen til døren ud af et Mystery Escape Room, hvor det går op for dig og de andre, at Lone faktisk er rigtig dygtig til at se mønstre i symboler – noget, du absolut ikke selv er så skarp til?

Byg dit team anno 2018

Men hvad gør vi så, når vi nu har konstateret, at vi ikke længere skal lave teambuilding, men have ”kreativt samvær med et formål”?

Som jeg ser det, er der tre store retninger inden for dette felt, som er interessante at se nærmere på:

1. Gamification

Gamification er blevet et buzzword inden for de seneste år – og måske bliver vi en dag lige så trætte af at høre om gamification, som vi i dag er af at høre om teambuilding. Ikke desto mindre er det stadig hot, og det giver stadig rigtig god mening at gamificere sit møde eller konference. F.eks. er quizzer gode til at sætte gang i en gruppe. Det er lige præcis her, at en gruppes diversitet i viden kan komme til udtryk. Desuden er gamification en god måde at kombinere ny viden (det kunne være om firmaets nye strategi, vision eller lign.) med sjovt samvær.Mange af de digitale løsninger, der findes derude til brug for gamification, giver mulighed for selv at sætte sine spørgsmål op i et interaktivt univers af tekst, lyd, video og billede. Så alle muligheder ligger åbne.

2. Madlavningskursus, cocktailkursus og porcelænsmaling

Det er ikke for ingenting, at Danmark er kendt for hygge – og at mad og drikke er en uundgåelig del af hygge. Så hvorfor ikke udnytte vores hyggegen og lave mad sammen. Eller lære at sammensætte lækre cocktails. Det giver også input til afdelingens næste fælles fredagsbar.Der er også flere og flere steder, hvor man kan lave noget ”håndværksmæssigt” sammen som f.eks. at male på porcelæn. Det skal der nok komme gode grin ud af, og så giver det noget at tale om, når alle medarbejderne på kontoret har hver deres selvgjorte kop. Ikke mindst, så er der gode muligheder for at tale sammen, mens man sidder på rad og række og maler. På den måde lærer du nye sider af dine kolleger at kende.

3. Velgørenhed

Muligvis er velgørenhed ikke så stort i Danmark endnu. På de amerikanske konferencer, jeg deltager i, er det imidlertid en fast del af konferencen, at deltager kan tage del i et velgørenhedsprojekt. Det kan f.eks. være, at man pakker poser med sæbe, tandbørste osv. til hjemløse eller kasser med bamser, malebøger og andet godt til børnehospitaler. Og ja, man får faktisk nogle rigtig gode snakke, når man står i en gruppe og pakker poser og æsker.Desuden er jeg sikker på, at vi herhjemme – i takt med at nærvær og eftertanke kommer til at spille en endnu større rolle i vores hverdag (vi er allerede godt på vej) – vil se mere af denne slags spille en rolle i vores events. Hvorfor ikke bruge et øjeblik på at være taknemmelig for vores eget liv og muligheder og hjælpe dem, der ikke er så heldige!

Formålet skal altid tilpasses målgruppen

Det vigtigste, når man skal planlægge sin teambulding-aktivitet er, at at holde sig formålet for øje. Der er forskel på at ryste en stor gruppe konferencedeltagere sammen og at få sit team på fem mand til at arbejde bedre sammen. Der er aktiviteter, som passer bedre til det ene end til det andet formål.

Det kommer også an på, hvem målgruppen er. Ligesom der er visse retter, man ikke serverer for visse kulturer, så er der nogle teambuilding-aktiviteter, man ikke udsætter visse grupper for. Og så bør man altid være opmærksom på andre menneskers grænser. Det giver absolut intet reelt billede af en persons samarbejdsevner, hvis vedkommende er rystende nervøs over at skulle sejle i havkajak, med mindre at vedkommendes professionelle job er at sejle i havkajak sammen med kollegerne.

Og i sidste ende vil vi gerne give vores deltagere eller medarbejdere en god oplevelse og ikke en mulighed for at blive stressede. Det har vi nok af i verden i dag. Så lad os i stedet satse på kreativt samvær med et formål.

Anne Dalgaard

Anne Dalgaard er Event Strategist og Experience Management Expert. Hun har specialiseret sig i udvikling af eventstrategier for faglige konferencer og events, har en uddannelse i oplevelsesledelse og er Certified Meeting Manager (CMM). Anne har virksomheden EventAnne, hvor rådgiver og kommunikerer om eventstrategi. Derudover er Anne Event Portfolio Manager for Ingeniørforeningen, IDA. Hun er desuden tidligere formand for Meeting Professionals International (MPI) i Danmark.

Comments

  1. Kim Lehmann Lassen - 2. juli 2018 at 10:36 - Svar

    Tak for en god artikel Anne. Jeg er helt enig i de 3 retninger du beskriver. Gamification kommer til at blive stort, helt uden vi opdager det. Det er allerede en stor del af vores hverdag, uden vi lægger mærke til det. Den sociale teambuilding er her for at blive, hvor der skal arbejdes lidt mere for sætte gang i den velgørende teambuilding. Det er et mere følsomt emne hos nogle og bliver det for overvældende, kan det give modstand i forhold til det egentlige formål. Men vi kommer helt sikkert til at se mere af det.

  2. Anne Dalgaard - 2. juli 2018 at 16:34 - Svar

    Tak for de pæne ord, Kim. Du har ret i, at forholdene herhjemme er anderledes end i USA, og derfor er velgørenheden også mere uvant på denne måde. Men ja, vi kommer til at se mere til det, efterhånden som vi søger mere ind til kernen af livet (som modtræk til den konstante udadvendthed, de endeløse sociale medier og opmærksomhedsafhængigheden) – og selvom dette vil ske i vores privatsfære, så glider disse tendenser altid over i vores arbejdsliv også. Jeg giver dig også helt ret i, at gamification bliver helt naturligt…her er vi allerede godt på vej :o)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *