Meetafy.dk
Konferencer, events & møder

Sådan kan du skabe en engagerende online, læringsplatform

Sådan kan du skabe en engagerende online, læringsplatform

Hvis online-læring er fremtiden, hvordan sikrer vi så, at kursisterne lærer en masse og integrerer denne viden i praksis? Selvom den digitale træning vinder indpas, så er der stadig mange, der ikke gennemfører et forløb, fordi de sidder alene med materialet. Det ønsker jeg at ændre på. Jeg har arbejdet på et konkret tiltag for at få online-kursister til at styrke deres færdigheder igennem materialet og udnytte mediet på den bedste måde. Mine erfaringer deler jeg her.

Kunne du ikke godt tænke dig at gå tilbage til kursusmaterialet på de mange kurser og workshops, som du har deltaget i igennem tiderne?

Og kunne det ikke være sjovt at ”mødes” med dem, du engang var på kursus med og høre, hvordan de sidenhen har brugt materialerne – ikke mindst i praksis? Ville det ikke også være værdifuldt at have adgang til dine undervisere igennem tiderne?

Det kunne jeg i hvert fald godt tænke mig selv, og det var en af grundene til, at jeg i 2016 lancerede en læringsplatform i THINK ABOUT IT.

Lav ledertræning og teamudvikling online

Enneagrammet Next Level Onlineuddannelsen er et forløb, hvor jeg underviser og samtidig møder kursisterne, hvor de er i deres liv. Så de løbende kan integrere materialet i deres tempo.

Nu har knap 800 kursister været igennem forløbet og mere end 7.000 medlemmer er en del af selve portalen. I marts 2019 præsenterer vi en opgraderet version af konceptet, der bygger på erfaringerne siden 2016. I denne artikel deler jeg en del af disse erfaringer, der også kan anvendes i forbindelse med …

  • Ledertræning
  • Teamudvikling
  • Mødeplanlægning
  • Konferencer

 4 vigtige erfaringer erfaringer

1. Holdundervisning eller selvstarter
2. LIVE-spørgsmål og svar
3. Langtidsadgang til materialerne
4. Quiz’er: Tjek op på din viden

1. Holdundervisning eller selvstarter

På Enneagrammet Next Level Onlineuddannelsen har vi både anvendt holdundervisning og mulighed for at være ”selvstarter”.

Det at være selvstarter og tage tingene i sit eget tempo giver frihed og fleksibilitet, mens holdundervisningen skaber et socialt ansvar over for de andre kursister, der gør, at man selv anstrenger sig den lille del mere.

Når man følges sammen med andre, oplever man også det lille ”puf”, der engang i mellem skal til for, at man tager sig sammen. I forbindelse med min løbetræning, har jeg altid haft det største udbytte og engagement, når jeg vidste, at min løbemakker stod og ventede i vinterkulden klokken 6.30 om morgenen. Samtidig bliver vi inspireret af andres oplevelser, spørgsmål og udfordringer, og selvom vi ikke selv står i den samme situation, så kan vi altid finde lighedspunkter og tage de bidder af inspiration til os, som er nyttige og værdifulde.

Som selvstarter har du stor fleksibilitet og kan tage kurset i eget tempo. Foto: Unsplash

2. LIVE-spørgsmål og svar

Der er mange muligheder i dag for at ”mødes” online og dele viden. Den mest kendte er nok et webinar, hvor værten sender ud til mange, der kan følge med på deres egen skærm og skrive spørgsmål til de emner, der bliver taget op.

Online møder er også en mulighed, når gruppen ikke er for stor, og så er online-træning en mulighed, hvor et stort hold på fx 400 deltagere kan opdeles i mindre ”rum” på fx 3-4 personer, der som en del af træningen arbejder med de emner, som fællestræningen handler om. Værten kan ”kikke” forbi og deltage i dialogen i de virtuelle ”rum” og på den måde kan man hurtigt få svar på aktuelle spørgsmål.

Jeg kan anbefale følgende løsninger:

– GotoWebinar
– GotoMeeting
– GotoTraining
– Zoom
– Facebook LIVE
– Vimeo
– Skype

3. Langtidsadgang til materialerne

Vi opdaterer løbende vores materiale og lægger nye videoer ind på forløbet. Det gør, at deltagerne hele tiden kan holde deres viden opdateret. Den lange adgangsperiode sikrer, at man altid kan gå tilbage og lige læse op på et emne, eller dobbelttjekke en proces eller spørgeteknik.

Deltagerne indgår i et læringsfællesskab eller et læringsnetværk, hvor de kan mødes til to traditionelle kurser og dér sammen tage deres viden til det næste niveau. Vi har hele tiden fokus på, hvordan voksne udvikler nye færdigheder, og derfor inviterer vi løbende eksterne specialister ind til at inspirere og kaste nyt læs over det at være lærende som voksen.

Quiz kan give en indikation af, om du er på rette vej. Foto: Unsplash

4. Quiz’er: Tjek op på din viden

For hvert modul har vi indlagt quiz’er, der ikke er en test. I starten fik man beskeden: ”Du har ikke bestået denne test. Prøv igen”, og det nedsatte lærelysten markant. Hele formålet var ikke at teste folk, men at stille netop de emner til rådighed i en quiz, som hvert modul handler om og på den måde give kursisterne mulighed for at tjekke med sig selv, om de havde fået det hele med.

I dag præsenterer vi quiz’erne mere som det støtteværktøj, det er. Vi kan se på besvarelserne, at mange også lige prøver kræfter med quiz’en, før vedkommende har gennemført selve modulet. Psykologisk set er det en glimrende proces til selv-inspiration, og vi inviterer alle til at anvende quiz’er på den måde, der passer bedst til éns læringsstil.

I den teknologiske platform, som vi anvender, er der indbygget værktøjer til at lave quiz’er med, men SurveyMonkey er også en god løsning, Kahoot kan også anvendes, og ellers er der rigtige mange gode bud på quiz-værktøjer på markedet.

Onlinelæring er fremtiden

Afslutningsvis vil jeg gerne dele min antagelse om online læring, idet jeg tror, at det bliver en helt naturlig del af den måde, som vi er lærende på i fremtiden. Vi er en del, der gør os nogle af de første erfaringer inden for feltet, og jeg vil glæde mig til at dele mine erfaringer igen om et par år, når både kursisterne har fået erfaring med online træning og de teknologiske muligheder bliver endnu mere nærværende.

Flemming Christensen

I mere end to årtier har Flemming Christensen sat den originale, autentiske og passionerede leder på dagsordenen. Internationale virksomheder har via THINK ABOUT IT fået øje på kombinationen mellem business excellence og personal excellence. Flemming Christensen integrerer anerkendt psykologi med moderne teorier om ledelse og teamarbejde samt filosofi og er blandt de førende eksperter inden for Enneagrammet. Han har uddannet ledere hos bl.a. Lundbeck, Novo Nordisk, Novozymes, Danske Bank, Grundfos, Top Danmark m.fl. Han er desuden forfatter til mere end 14 bøger og driver portalen Enneagrammetnextlevel.dk 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *