Meetafy.dk
Konferencer, events & møder

Sådan giver du dialogen i pausen mere dybde

Sådan giver du dialogen i pausen mere dybde
Læsetid: 3 min.

Berig konferenceoplevelsen med en samtalemenu, der hjælper konferencedeltagerne med at dele viden, erfaringer og ideer.

Måske kender du Birgitte eller én som hende: Birgitte er fagligt nysgerrig. Hun er taget på konference for at følge med i de nyeste tendenser inden for sit felt. Det er en spændende konference, så Birgitte nyder de skarpe indlæg og konferencens eksperimenterende form. Nu er det blevet pausetid. Hun finder en kop kaffe og styrer mod en ledig plads i loungeområdet. Der sidder allerede en person, som Birgitte vender sig mod.

“Hvor kommer du fra?” spørger vedkommende. Birgitte svarer, og samtalen fortsætter på smalltalk-plan. Det er sådan set behageligt nok, men Birgitte og hendes samtalepartner får ingen fornemmelse af hinanden som fagfolk.

Det er en skam, tænker Birgitte bagefter. For hun ved, at de mennesker, hun er på konference med, er dygtige fagfolk med masser af viden og erfaringer. Der er virkelig basis for interessante samtaler. De opstår bare ikke så nemt af sig selv.

Samtalemenuer sætter faglige samtaler i gang

Hvordan kan Birgitte og de andre konferencedeltagere få glæde af hinandens faglige viden, erfaringer og ideer? Det kan de ved hjælp af samtalemenuer.

Helt konkret består en samtalemenu af 5-7 spørgsmål med et fælles tema. Temaet kan være det samme som konferencens tema. Lad os sige, at konferencen handler om nye tendenser inden for HR-arbejdet. Så kunne et spørgsmål i samtalemenuen lyder sådan: “Hvor meget fylder nye tendenser inden for HR-arbejdet i dit daglige arbejde?”

Eller menuens spørgsmål kunne gå på udbyttet af de enkelte konferenceoplæg, såsom: “Hvad hæftede du dig allermest ved i det seneste indlæg, du har hørt, og hvorfor?”

Sådan udformer du en samtale-menu

Samtalemenu

Når du udarbejder samtalemenuen, så lav så mange spørgsmål, at der er noget at vælge imellem – men ikke så mange, at menuen virker uoverskuelig. Spørgsmålene skal være åbne, så de lægger op til længere svar end bare “ja” eller “nej”.

Et lækkert layout gør menuen indbydende. Sørg for at det fremgår af selve menuen, hvordan man skal bruge den. Lad dig evt. inspirere af eksemplet her:

Placér menuen der, hvor folk naturligt samles i pauserne – det vil sige ved kaffeborde, på spiseborde og i loungeområder.

Sådan faciliterer du samtalen

Du kan facilitere samtalerne, som opstår ud fra menuen, mere eller mindre aktivt.

  • Introducér f.eks. til samtalemenuerne i situationer, hvor du byder velkommen, annoncerer en pause eller lign. Indret evt. stillezoner for deltagere, som trænger til ro.
  • Afhold samtalerunder under måltider. Udnævn en samtale-igangsætter ved hvert bord og lad evt. rollen gå på skift ved hver ret. Husk også at afslutte aktiviteten.

Kan bruges i andre sammenhænge

Indlægget her har fokuseret på, hvordan du kan bruge samtalemenuer ved konferencer. Men teknikken er også oplagt at bruge i andre sammenhænge, hvor mennesker skal lære hinanden bedre at kende og udveksle viden og synspunkter. Eksempelvis i forbindelse med:

  • kurser
  • teambuilding
  • networking.

Da jeg selv er konsulent i brugerinddragelse, anvender jeg ofte samtalemenuer til at få indsigt i, hvad der motiverer frivillige, og hvad der indimellem kan få dem til at overveje at droppe det frivillige engagement.

Har du fået lyst til at lave din første samtalemenu? Få mere inspiration til at komme i gang her:

 

Charlotte Albrechtsen

Charlotte Albrechtsen er ph.d. Som selvstændig konsulent i Tovejs undersøger hun bruger-, kunde- og medlemsoplevelser ved hjælp af antropologiske metoder. Kunderne tæller bl.a. Dagli’Brugsen, Dansk Journalistforbund, SKAT og flere danske kommuner. Sideløbende underviser hun i metode og undersøgelsesdesign ved Syddansk Universitet. Charlotte har udgivet en række akademiske artikler og to fagbøger, senest bogen "Spørgeskemaer der virker - sæt modtageren i centrum".

Comments

  1. Kære Charlotte
    Dejligt indlæg med rigtige gode points – du har fuldkommen ret i at tage pausesnakken op – vi er ligesom lidt sky for at gå i dialog om det, vi egentlig er kommet for. Godt at vi derved også kan dreje samtalen over på noget andet end at folk sidder og refererer om sig selv – nærmest læser deres Linkedin profil op! Forfriskende og målrettet – fedt!

  2. Hej Ida
    Tak for din kommentar. Jeg er glad for, at du synes om ideen om samtalemenuer.

  3. Avatar
    Anne Dalgaard - 4. august 2017 at 14:57 - Svar

    Rigtig god idé, Charlotte. Jeg har oplevet mange, der mener at networking kommer helt af sig selv, men det gør det ikke nødvendigvis, så sådan en menu er en rigtig smart måde at sætte gang i snakken. Og det kan ikke siges for mange gange, at networking skal faciliteres! Fedt med et konkret eksempel på, hvordan man kan gøre det.

  4. Hej Anne
    Dejligt, at du kan se potentialet i en samtalemenu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *