Meetafy.dk
Konferencer & kurser

Når mødet bliver den fest, vi ikke vil hjem fra!

Når mødet bliver den fest, vi ikke vil hjem fra!

Alle taler om det. Alle vil have det. De fleste af os er allerede dybt begravet i det. Og nej, vi taler ikke om nytårsforsætter, klimatilpasningsforanstaltninger, blockchain eller bitcoins, men om et af de andre varme emner: Community!

’Community’ handler om at opbygge og stimulere følelsen af at høre til og have en rolle at spille i fællesskabet omkring os … eller for at sige det lige ud: Om ikke at ville hjem fra den fest, hvor vi selv har haft musik på playlisten.

Blot et modeord? Nej vel!

På den ene side er ’community’ blot et nydansk modeord for det, vi har hyldet herhjemme længe i foreningernes land, hvor vi i fællesskabets navn møder op ud fra samme interesser, samme intentioner eller slet og ret samme geografi. På den anden side bringer ’community’ i min optik alligevel noget nyt med sig, fordi det er udtryk for en ny forståelse (og handlekraft) som tænker i nedefra-og-op: Vi skaber noget sammen her, ikke fordi nogen siger det, men fordi vi ikke kan lade være.

Community og møder

Community-tankegangen er altså ikke ny, men har været brugt forskelligt. Mange virksomheder har strategisk brugt fællesskabet med kunderne som platform for loyalitet og samhørighed. Virksomheden er vært for et sted, hvor brugerne kan ’mødes’ og tale sammen om produkterne, men også om det liv som produkterne og virksomheden giver anledning til. At det handler om mersalg og krydssalg er ingen hemmelighed, men vejen går igennem at give kunderne grund til at hænge på – til at ville være med på rejsen.

I foreningslivet ser vi os ikke som kunder i en butik, men snarere som pionerer i en eller anden tjeneste. Dér er der andre incitamenter for, at vi deltager, men grundlæggende er der tale om de samme mekanismer. Vi skal hver især føle os som en del af det større foretagende, føle at vores stemme høres og mærke oprigtigheden og nærværet hos de andre. Vi skal se meningen i det, vi laver her.

Det er med communities som med møder: De bedste møder er dem, vi holder med andre end os selv. Det er dem, vi går fra og tænker og handler på ny. Det vil sige med forandret eller forankret viden og adfærd. Det er der, hvor vi ikke blot bliver talt til, men talt med, bliver hørt og involveret på vores egne præmisser. Det er dem, som vi ikke har lyst til at gå hjem fra. Det er dem, som giver os lyst til at fortsætte snakken – længe efter, uden for mødelokalet.

Community - et nyt ord, der binder os sammen

Mødedeltagerens ’kunderejse’

Mange steder taler vi om ’kunderejsen’ – også i mødeindustrien: Vi vil så gerne have vores møder og konferencer til at leve længe efter, at alle er gået hjem. Derfor handler det om at holde liv i samtalerne, om det vi har været sammen om på mødet eller konferencen; det er her værdien for alvor kan hentes.

Typisk har vi i forbindelse med møder og konferencer en selvforståelse af, at vi er ’afsenderen’, der skal sikre, at vores deltagere gør noget bestemt (allerhelst: taler pænt om os og køber vores produkter, budskaber eller andet). Vi taler altså ’indefra og ud’. Men når vi taler om et stærkt community, må vi slippe kontrollen: Vi skal i stedet være facilitator og stimulere deltagerne til samtaler.

I det stærke community kender alle reglerne og rammerne, og inden for dem bruger og beriger vi hinanden. Forskningen viser netop, at organisationer, som forstår at igangsætte samtaler uden at blande sig, opnår størst succes. Det er ganske enkelt old school at være edderkoppen i midten af spindet – fremtidens deltager forventer i stigende grad, at de bydes op på ’scenen’, og netop det vil de huske os for: Den fede oplevelse, hvor de selv blev en del af oplevelsen.

Et community skal altså bygges op rundt om budskaber og værdier og fortællingen, snarere end at fokusere for hårdt på et enkelt møde eller en enkelt konference. Mødet eller konferencen bliver omvendt værdiskabende og væsentlige kontaktpunkter for deltagerne i fællesskabet – en fest, deltagerne ikke vil hjem fra.

Læs videre her:
Velkommen til fremtiden … lad os møde her – på en ny måde!

Få debatten til at leve – længe efter konferencen er slut

Derfor virker 9 ud af 10 innovationsmøder ikke 

Hans Ravnkjær Larsen

Hans Ravnkjær Larsen er mødedesigner og struktureret kreativ i sin tilgang til at gøre møder bedre. Igennem sin tidl. virksomhed Cheche har han hjulpet organisationer og virksomheder med at gøre deres møder og konferencer bedre. Kunderne tæller bl.a. BRFkredit, Ingeniørforeningen (IDA), Falck Healthcare, Dignity m.fl. Hans i dag konferencechef hos DANSK IT, tidl. formand og nu bestyrelsesmedlem for Meeting Professionals International (MPI) i Danmark samt vært ved Ignite Denmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *