Meetafy.dk
Ledelse

Er et højt tempo blevet din ’normaltilstand’?

Er et højt tempo blevet din ’normaltilstand’?

Pas på – det svækker nærværet i dine relationer

Travlhed og højt tempo udfordrer vores møder og forstyrrer den gode kontakt, vi ønsker med andre. Kører du i højeste gear for længe, mister du evnen til at mærke dig selv og andre, og hvad værre er, dit høje tempo bliver det niveau, du tager udgangspunkt fra. Det bliver din nye ’normaltilstand’.

Hvis du ønsker at være tydelig, tilstede, kunne lytte og respondere, når du er i kontakt med andre, bør du være bevidst om dit eget tempo. Når travlhed bliver kronisk, er evnen til at være nærværende det første, vi mister. Det efterlader uklarheder og vi virker overfladiske, når vi forsøger at være alle steder samtidig. Resultatet bliver ofte, at vi ikke er nogen steder 100 procent, fordi vi selv halser afsted.

Genkender du en eller flere af disse situationer?

  • At du afbryder og afslutter din kollegas sætninger, fordi du tror, du ved, hvad han/hun vil sige?
  • At du sidder i næste møde ligesom du afslutter det forrige – og derfor ikke helt har fået det første møde parkeret og afsluttet, inden du skal fokusere på noget nyt?
  • At du ender med at erobre dagsordenen på mødet (uden at give plads til de andre), fordi du altså bare gerne vil være færdig og videre i dagens program?

Måske er det tid til at skue knappen den modsatte vej, så du sænker tempoet. Kommer ned i gear, tager dig et hvil, trækker vejret, reflekterer, mærker efter og er mere tilstede. Du behøver ikke måle din succes på, hvor travlt du har, men i stedet på hvor meget nærvær og god kontakt du skaber i mødet med andre mennesker. Langsom fart kan meget fint være det rette tempo til at rydde ud i det overflødige og give luft til at vælge, hvad der betyder noget.

5 steps til bedre kontakt og mere nærvær

Jeg har lavet en lille artikelserie med 5 steps til en tydelig og mere nærværende kommunikation, der styrker dine relationer. Følger du alle fem og øver dig i dem, vil du skærpe dit fokus, få pause i hovedet og dermed større udbytte af de møder, du går til. Læs om step 1 i dette indlæg.

Step 1: Sænk tempoet
Step 2: Træn nærværet
Step 3: Lær at lytte
Step 4: Acceptér forskellighed
Step 5: Kommunikér autentisk

Skru lige ned for tempoet

Heldigvis kan vi træne vores nærvær og blive bedre til at være tilstede i vores relationer. Al god kommunikation starter med, at du tilpasser dit tempo til situationen og den, du taler med. Du kan vælge at skrue på tempo-knappen med stor effekt. Din krop bliver mere rolig, du får større overblik, og du mærker en forandring i kontakten til andre. Det nytter f.eks. ikke, at du blæser ind i lokalet uden at ænse andre. Ønsker du god kontakt til andre i dialogen, må du have fornemmelse for stemningen og tilstanden hos dem, du er sammen med.

At sænke sit tempo vil sige at tilpasse sin krop og vejrtrækning til situationen, og de omgivelser du nu befinder dig i. Du gearer ned for at kunne omstille dig og skabe en meningsfuld kontakt, og byde ind med dit fulde nærvær og potentiale.

Sænk tempoet - 3 gode råd

3 fokusområder, der sænker dit tempo:

1. Træk vejret bevidst

Opdag hvordan du trækker vejret. Er det korte hurtige stød oppe i brystkassen? Eller får du trukket vejret langt ned i maven, så du mærker ro og afslappethed? Måske holder du vejret, når noget er svært for dig følelsesmæssigt? Det vil være en god øvelse for dig at finde ud af, hvad du gør, fordi din vejrtrækning har betydning for dit stressniveau. Jo mere bevidst du er om din vejrtrækning, desto mere kan du mærke dig selv og dine følelser.

2. Ti stille

Mange har tendens til at tale mere end nødvendigt er. Mange ord, lange sætninger og indviklede forklaringer er det modsatte af nærvær. At tale meget handler for mange om kontrol og at bevise, at de ved en masse. Den, der har ordet – har magten. Ordstrømmen øger tempoet og gør det svært at komme tæt på andre. Hvis du taler meget, risikerer du at holde den anden en hånd fra livet og går måske glip af gode relationer og samtaler.

3. Minimer dine tanker

Tankemylder hindrer klarhed. Vores tanker er afgørende for vores humør og følelser i kroppen. Derfor er det vigtigt at skifte fra negative til positive tanker og stoppe den negative tankespiral. Færre tanker giver øget nærvær, og det bliver lettere at handle på de gode ting, der skaber glæde i dit liv. Jo mere du forholder dig til fakta og nuet, desto færre tanker vil hobe sig op i dit hoved. Samtidig vil dit positive nærvær påvirke de mennesker du omgås – på en god måde.

Brug de tre fokusområder til at sænke dit tempo til gavn for dine personlige og professionelle relationer og naturligvis dig selv. God fornøjelse.

Annette Jønsson

Annette Jønsson er business coach, psykoterapeut og ekspert i nærvær, balance, selvværd og kontakt. Hun har siden 2005 haft fokus på mænds personlige udvikling – mange er ledere og virksomhedsejere, som ønsker klarhed, gennemslagskraft og autenticitet i deres lederrolle. Hun er forfatter til bogen ’Fra mand til menneske’ og bruges jævnligt som ekspert. Hun er bl.a. citeret i Berlingske, Politiken, B.T., DR og Jyllands-Posten.

Comments

  1. Ida Jørgensen
    Ida Jørgensen - 7. december 2017 at 10:00 - Svar

    Tak Annette, så kom skuldrene ned på plads. At være tilstede i nuet er en af de vigtigste ingredienser for at kunne være sammen med andre – især i møde sammenhæng,hvorvidt også er ansvarlig for andres tid og oplevelse! Tak!

  2. Avatar
    Anne Dalgaard - 7. december 2017 at 20:23 - Svar

    Tak for input og stof til eftertanke, Annette. Dine pointer er vigtige at holde fast i – især når man tænker på, at eventplanlægger er verdens 5. mest stressende job (helt oppe på listen blandt politifolk, brandfolk, militær og pilot!). Så er det vigtigt at have nogle redskaber til at håndtere hverdagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *