Meetafy.dk
Iværksætteri

Er du den fødte iværksætter? 5 nyttige iværksætterprincipper

Er du den fødte iværksætter? 5 nyttige iværksætterprincipper
Læsetid: 4 min.

IVÆRKSÆTTERPRINCIPPER: Her får du 5 nyttige iværksætterprinicpper, når du skal begå dig som iværksætter.

Det selvstændige liv er heldigvis ikke længere kun nogle få, talentfulde og risikoparate hoveder forundt.

Måske er du selv i gang med din egen spirende virksomhed eller startup.

Som selvstændig er der utrolig meget, du skal kunne på egen hånd. Særligt i starten. Men kommer iværksætteri egentlig lettere til nogen, og hvad kan du lære af dem?

I dette indlæg kigger jeg på 5 nyttige iværksætterprincipper

Forskning i succesfulde iværksætteres strategier

Nogle mennesker har nærmest været iværksættere altid. De er fra ung alder naturligt igangsættere, uafhængige, risikoparate og tænker i vækst. For andre er iværksætterlivet kommet til på en lidt uventet måde og måske igennem en interesse eller idé.

Der er nogle egenskaber (iværksætterprincipper), der er nyttige at have eller at tilegne dig som selvstændig. Men måske kommer de ikke naturligt. For mig, der lever af at være vidensformidler, er det i hvert fald noget, jeg har måtte tilegne mig.

Så jeg har søgt viden om, hvordan jeg kan forbedre mit udgangspunkt.

Og der har jeg fundet den amerikanske professor og ekspert i iværksætteri Saras D. Sarasvathy. Hun har forsket i, hvad der karakteriserer succesfulde iværksættere.

Efter dybdeinterview med succesfulde iværksættere i USA, udleder hun, at disse fem gennemgående iværksætterprincipper.

1) En fugl i hånden-princippet

En fugl i hånden er som bekendt bedre end 10 på taget. Den succesfulde iværksætter tager udgangspunkt i, hvad hun har og kan nu og her, og ikke hvad hun kunne have, hvis det hele var lidt bedre.

Det første iværksætterprincip handler om, at det kan være godt, at være realistisk og ikke bare følge en mavefornemmelse og drøm, men at lægge en strategi og regne på det og lave testgrupper.

2) Det overkommelige tab-princippet

Man siger ofte, at iværksættere skal satse stort for at tjene stort. Men sådan tænker de succesfulde iværksættere ikke. De beslutter, hvor meget, de er villige til at tabe snarere, end hvor meget de forventer at tjene.

De planlægger altså deres drift af virksomheden på en sådan måde, at de stadig kan overleve, hvis der skulle opstå tab eller manglende indtjening.

I stedet for eksempelvis at starte med et stort og meget dyrt sortiment i en topdesignet webshop, så starter de med få varer i en fuldt fungerende, men mere beskeden webshop, der ikke koster så meget at miste.

Det andet iværksætterprincip sætter fokus på: Hvor meget er du villig til at tabe?

5 gode iværksætterprincipper - dyrk partnerskaber

3) Patchworktæppe-princippet

Succesfulde iværksættere fokuserer mere på at opbygge samarbejder end at slå konkurrenterne.

Samarbejde på kryds og tværs kan være med til at minimere udgifter, udvikle nye forretningsområder og finde ressourcer til relevante forretningsområder, de ikke selv har kapacitet til at håndtere.

Samarbejdspartnere kan være venner og bekendte, mennesker de selv opsøger, eller nogen de tilfældigvis møder. Med andre ord et vildt patchwork-design af mange meget forskellige bekendtskaber.

Som skrivementor har jeg fx interviewet andre, der underviser i at skrive til min podcast ‘Forfatterhjørnet’. For jeg ved, at vi tiltrækker forskellige mennesker og kan have glæde af hinandens netværk af skriveinteresserede.

Det samme gør jeg i min podcastforretning, hvor jeg taler med andre, der hjælper virksomheder med podcasts.

Det har kun givet kunder at opbygge samarbejder.

Det tredje iværksætterprincip: Prøv at se på, om der er nogle oplagte kon-kollegaer i dit netværk, hvor I kan bruge hinandens kompetencer.

4) Limonade-princippet

”When life gives you lemons, make lemonade,” siger amerikanerne for at opmuntre til at vende noget uventet og surt (citroner) til noget andet og sødt (limonade saft). Den succesfulde iværksætter ved godt, at der ofte sker noget uforudset.

Men frem for at udarbejde alternative planer eller tænke på, hvordan hun kan undgå det uforudsete, der kan få tingene til at gå helt galt, tager hun de udefrakommende forandringer en efter en og arbejder med dem.

Ofte kan en forandring nemlig samles op og give nytænkning i virksomheden. Hun ser overraskelser og forhindringer som nye muligheder.

Under første fase af pandemien, oplevede jeg at mine foredrag og kurser blev aflyst på stribe. Det er stadig tilfældet her næsten et år efter. Mine store freelanceopgaver, hvor jeg hjælper virksomheder med content marketing, satte også deres opgaver i bero.

Så jeg stod pludselig med en meget lille indtægt og valgte at sætte en streg over, hvordan jeg havde tjent penge hidtil. Hvad kunne jeg så gøre? Jeg flyttede alt online og begyndte at bruge min gruppefacilitator online. Famlende, men det virkede.

Nu lever jeg af at gruppefacilitere over Zoom, en skriveklub og mine podcastkurser. Alt er online.

Det fjerde iværksætterprincip: Hvis det hele ramler, hvordan kan du så opbygge et nyt fundament?

Kend de 5 iværksætterprincipper - er du f.eks. pilot i eget fly?

5) Pilot i eget fly-princippet

Kontrol over sit eget liv er noget af det allervigtigste for de fleste mennesker, og succesfulde iværksættere anerkender instinktivt dette.

De valgte iværksætteri, fordi de ønsker at være deres egen chef og vælge deres eget fokus, følge deres egne tidsplaner og prioriteter, og arbejde sammen med dem, de ønsker. De 4 andre principper er med til at øge kontrollen over ens iværksætterliv.

Når du tager udgangspunkt i egne ressourcer, samarbejder med nogen, du kender, ikke satser mere end du har råd til at tabe og ser opståede forhindringer som nye muligheder, kan du have stor indflydelse på hvilken retning virksomheden og dit liv tager.

Det femte iværksætterprincip kan beskrives, som at du er pilot i dit eget fly (din virksomhed): Du sætter selv kursen, og du styrer fri af de umiddelbare farer, udenom tordenvejr og under askeskyer. Du flyver aldrig højere, end at du kan finde brugbare landingspladser.

Held og lykke med dine iværksætterprincipper.

LÆS OGSÅ: Hvilken type iværksætter er du?

Kilder: Society for Effectual Action og Startupsvar.dk

Charlotte Heje Haase

Podcaster og forfatter Charlotte Heje Haase, fra www.dinpodcast.dk er selvstændig. Hun hjælper virksomheder og private med at dele deres stemme med verden igennem podcasts eller bøger. Charlotte har podcastet siden 2016 og hjulpet rigtig mange i gang med at podcaste. Hun er kultursociolog fra Goldsmiths College, University of London, gruppefacilitator, flowspecialist og historiefortæller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *