Meetafy.dk
Møder & facilitering

En blæktegning siger mere end 1.000 ord

En blæktegning siger mere end 1.000 ord

Ja, det lyder vildt. Men du kan faktisk bruge blæktegning til at skabe refleksion og åbne op for en nærværende dialog.

For nogle år tilbage rejste jeg udenlands for at netværke med kollegaer og kunder i mødebranchen. Jeg var en del af et team som arrangerede netværksmøder for medlemmer på The Fresh Conference. Medlemmerne kom for at få inspiration til deres fremtidige møder og for at møde nye potentielle kunder og samarbejdspartnere. Her var jeg optaget af at formidle, hvordan man igangsætter en god dialog ved hjælp af kreative processer som at tegne og male, og så opstod ideen med at bruge blæktegning som opvarmning til at præsentere sig selv for hinanden.

Blæktegning af monstre

Det med blæktegningen kom oprindeligt fra en fyr som hedder Stefan G. Bucher. Han tegner monstre ved hjælp af en blækklat, som han puster på med et sugerør, så tegner han videre og laver blækklatten om til et monster. Det gør han hver dag.

Se monstrene her, de er helt fantastiske.

 

Hvad får man ud af at kigge på en sugerørspustet blækklat?

Hvad er det egentlig, man kan få ud af at kigge på sin egen sugerørspustet blækklattegning, hvis den skal bruges til andet end at tegne et monster?

Når du er til et netværksmøde og får spørgsmålene: Hvem er du? Hvorfor er du her? Og hvad vil du gerne have ud af det? Så er det ikke alle, som lige har nået at tænke specifikt over deres svar i netop denne kontekst med disse mennesker.

Derfor er processen med at puste en blækklattegning, kigge på formen og krusedulle dig frem til sit svar, en god måde, at give ro og nærvær til fokus og lade sig inspirere her og nu.

Hvad kan du læse ud af din blækklattegning?

Det du får ud af at kigge på din blækklat, handler meget om, hvad det er du søger svar på:

Stefan G. Bucher, som jeg har introduceret her, bruger det til at få svar på, hvordan dagens monster skal se ud.

Et spørgsmål jeg har stillet, når jeg har faciliteret forretningsnetværk, har f.eks. været: Hvordan får du nye kunder? Så har vi brugt blæktegningen som inspiration.

Eksempel:
En kvinde synes, at hendes blækklat lignede en glad hest. Det fik hende til at tænke på, at hun deltog i en masse middagsselskaber, hvor hun talte med mange mennesker, men havde aldrig fortalt nogen, om hendes kommunikationsvirksomhed. Det ville hun åbne mere op for nu, fordi der kunne lige såvel være nogen der, som enten selv havde brug for hjælp til at skrive en professionel tekst, eller de kendte nogen, de kunne henvise til.

Aha-oplevelser skabt i nuet

I stedet for at gøre, som vi plejer, når vi lynhurtigt skal fortælle 20 nye mennesker – som vi aldrig har mødt før – om os selv, og fyrer den automatiske ”om mig” intro af, for ikke at sidde og svede for længe, får vi med blækklattegningen tid til at reflektere her og nu og komme med et friskt svar.

Fordi vores team gerne ville åbne op for en mere afslappet dialog, forberedte vi en intro til, hvordan man kan præsentere sig for sin sidemakker med et lille sæt med blæk, papir, sugerør og pen.

Vi fik konsensus fra gruppen om at præsentere sig selv ved hjælp af sin sugerørspustet blækklat til sin makker. All synes, det var en sjov idé. Derefter skulle de lade makkeren præsentere den anden ved hjælp af blæktegningen for resten af gruppen.

På den måde skabte vi rum for:

  1. Den enkelte person får tid til at reflektere over sig selv ved brug af sin personlige blæktegning.
  2. Derefter får tid til at lytte til sin makkers præsentation af sig selv
  3. Derefter ved hjælp af makkerens blæktegning præsenterer makkeren til resten af gruppen.

Det lyder grænseoverskridende vil nogen sige, men fordelen ved, at du sidder med en lille kreativ opgave på lige fod med alle og får samme tid til at forberede, giver det dig ro til at lade dig inspirere her og nu og åbne op for en nærværende dialog om din baggrund og hvorfor du er kommet.

Sådan faciliterer du et møde med en blæktegning

Blæktegningsmodellen var populær

Vi var selv spændte på om medlemmerne var friske på at springe ud i en denne noget anderledes præsentations model med en blæktegning. Det, som alle havde til fælles var, at de gerne ville udfordres og opleve noget nyt, de kom for at blive inspireret.

Denne præsentationsrunde blev utrolig godt modtaget. Der blev tegnet, tænkt og grinet, og det var lige det, vi gerne ville opnå: At bryde facaderne, skabe tillid og basis for en åben dialog.

Blæktegningsmodellen blev så populær, at vi udvidede den til større grupper, som også lavede større kunstværker sammen.

Se video med blæktegning i grupper:

Metoden: En blækklat siger mere end tusind ord

Brug blæktegning som model til den personlige præsentation. Blæktegning kan anvendes, så deltagerne bruger deres blæktegningsproces til at reflektere over, hvordan de kan præsentere sig selv overfor en gruppe.

Blækklattegningsmetoden kan bruges som:

  • personlig præsentation ved starten af et møde
  • forventning til mødet
  • bidrag til mødet.

Hvad får du ud af det?

Blækklatten giver mere personlige præsentationer via den unikke blæktegning, som giver den enkelte mulighed for at præsenterer sig selv med mere end kun ord.

Egnet antal deltagere: 2-50 personer

Materialer: Blæk, almindelig printpapir, sugerør og en sort tegnepen

Tid: 15-30 minutter

Hvordan faciliterer du?

  1. Del papir, et sugerør og en sort tegnepen ud til alle på forhånd.
  2. Instruer øvelsen: :”I skal nu lave en figur. I får en blækklat på jeres papir (kun en lille klat blæk/sort tusch) og så skal I puste til blækket, mens I drejer papiret rundt med den anden hånd”.
  3. “Pust gennem sugerøret, så længe der er flydende blæk på papiret”.
  4. “Brug tid på at studere din blækklatfigur, og hvad du tolker ud af den”.
  5. “Brug den sorte tegnepen til at tegne den figur op, som blækklatten har givet dig associationer til.”

Blækklattegningen kan bruges som et symbol, du kan bruge i din præsentation af dig selv. Når tegningen ligger klar, kan du starte præsentationsrunden ved at danne en rundkreds eller lade deltagerne komme op og præsentere deres tegninger én efter én. Start eventuelt med din egen præsentation, så den kan bruges som inspiration.

Se video om, hvordan du arbejder med blæktegning til præsentation:

Kristine Nygaard

Kristine Nygaard er grafisk facilitator i konference og eventbranchen og har specialiseret sig i visuel kommunikation i forbindelse med forandringsprocesser og strategiimplementering. Kristine Nygaard er indehaver af Kristine Nygaard og Kiss The Frog. Kunderne tæller bl.a. Abbvie, SKAT, Novo Nordisk, AstraZeneca, Kromann Reumert, Grohe, DTU, Gartner m.fl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *