Meetafy.dk
Konferencer & kurser

Det er IKKE kun U2, der gør indtryk! Sådan skaber du den gode konferenceoplevelse

Det er IKKE kun U2, der gør indtryk! Sådan skaber du den gode konferenceoplevelse

Nr. 1: Den oplevelsesbaserede konference … hvad er nu det?
Nr. 2: Når sanserne bliver en del af din konference
Nr. 3: Hvor er cirkusforestillingen?

Du kender det sikkert fra dig selv: Du har været en del af noget, der har gjort så stort indtryk, at du ikke kan vente med at fortælle om det til familie, venner og kolleger. Den følelse skal vi også skabe i vores konferencer. En oplevelse skal kunne genfortælles, punktum! Genfortællingen er helt central for, at oplevelsen og dermed konferencen er en succes. Det kræver, at oplevelsen har en vis nyhedsværdi/noget uforudsigeligt, som vi brænder for at fortælle videre til andre.

Hvordan gør vi så det? Vi kan jo booke U2 eller Cirque du Soleil til at underholde under middagen: Det skal nok gøre indtryk! Men måske kan følelsen også genskabes for et noget mindre budget.

En oplevelse rummer noget uforudsigeligt

Hvis man nu forestiller sig, at de første to forudsætninger for en oplevelse (at alle sanser skal i spil, og at deltageren bliver medproducent af konferencen og dermed oplevelsen) er opfyldt, så er vi allerede godt på vej til at skabe oplevelsen.

Hvis vi tilmed indarbejder oplevelsen i arrangementet helt fra udvælgelse af afholdelsessted over markedsføring til afvikling og opfølgning på konferencen, så har vi helt sikkert skabt et produkt, som deltageren får lyst til at fortælle andre om. For det er efter min ydmyge mening MEGET sjældent det sker – altså at der både er et reelt oplevelsesindhold i konferencen, og at dette er en del af hele forløbet.

En oplevelse skal også rumme noget uforudsigeligt og dermed have en vis nyhedsværdi. Det betyder, at vi ikke kan inkorporere oplevelse i vores konference på præcis samme måde hver gang – i hvert fald ikke, hvis målgruppen er den samme.

Jagt det unikke

Mine indlæg skal derfor heller ikke ses som en tjekliste for, hvad man skal gøre for at gøre sin konference til en oplevelse. Sandheden er, at du ikke kan bruge de samme øvelser på samme sted i programmet, den samme musik og samme overraskelser hver gang. Der skal ske noget nyt – noget unikt – ved hvert arrangement, for den samme oplevelse bliver ikke ved med at være ekstraordinær.

Hvad er så unikt? Første gang du lægger en summe- eller gruppeøvelse ind i din konference, vil deltagerne blive overrasket. Du vil have opnået at gøre noget uforudsigeligt i arrangementet. Første gang du vender konferencen på hovedet og sender materialet til deltagerne på forhånd, hvorefter selve konferencen bliver brugt til at give deltagerne mulighed for at diskutere og reflektere i grupper og bruge oplægsholderne som levende bøger, så skal der nok blive snak om metoden omkring bordene. Så får vi også involveret deltagerne på forhånd, så både de og vi kan få endnu mere ud af, at de er medproducenter.

Oplevelser skal være dybfølt

Oplevelser skal være dybtfølt

Voila! Vi har hermed lagt fundamentet for en oplevelse – men kun fundamentet! For vi kan endnu ikke styre deltagernes følelser, og du kan gøre ALT for at skabe en fantastisk oplevelse, men hvis en deltager ikke er i humør til det, har personlige problemer eller andet, som, de oplever, er mere vigtigt end konferencen, så kan du naturligvis intet stille op. Men du kan i hvert fald hjælpe mundvigene opad med din oplevelse.

Med dette blogindlæg afrunder jeg gennemgangen af de fire forudsætninger for en oplevelse:

  1. Sanserne skal i spil
  2. Der er ikke kun tale om underholdning
  3. Der skal være noget at genfortælle
  4. Oplevelsen skal have en vis nyhedsværdi/noget uforudsigeligt

Jeg har givet nogle eksempler på, hvordan man KAN gøre i praksis, men præcis, hvordan du gør, er op til dig selv, din virksomhed, jeres budget og fantasi.

At skabe en oplevelse kræver selvfølgelig noget af os som mødeplanlæggere: Vi skal tænke oplevelse ind i alle dele af vores arrangement, være kreative og følge med tiden. Men det er vigtigt ikke at kaste sig ud i det, fordi ”so ein ding müssen wir auch haven …”. Det skal give mening for din virksomhed og jeres deltagere, og det skal have et autentisk udtryk, for deltagerne gennemskuer med det samme, hvis oplevelsen ikke er dybfølt.

Hvornår har du sidst deltaget eller haft succes med at lave lave den oplevelsesbaserede konference? Skriv gerne i kommentarfeltet.

Anne Dalgaard

Anne Dalgaard er Meeting Design and Experience Management Expert. Hun har specialiseret sig i oplevelsesdesign med fokus på faglige konferencer og events og har en uddannelse i oplevelsesledelse og er Certified Meeting Manager (CMM). Anne har virksomheden EventAnne, hvor hun udvikler og formidler viden om fagligt oplevelsesdesign gennem oplæg, workshops, kurser og event-coaching. Derudover designer Anne events for Ingeniørforeningen, IDA og har tidligere været eventdesigner hos Dansk Industri. Hun er desuden tidligere formand for Meeting Professionals International (MPI) i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *